Det affektive storskraldskredsløb

 

I Aarhus udfolder der sig dagligt et interessant fænomen. Fra mit stuevindue på Trøjborg kan jeg se det ske, og jeg følger det med lige dele undren og fascination. I direkte linje fra midten af vinduespartiet - på den anden side af gaden - står de karakteristiske byskraldespande, som går under jorden, og bag dem er et bart stykke asfalt. Omkring skraldespandene og på asfalten foregår fænomenet, som jeg egenhændigt har døbt storskraldskredsløbet. En tendens mellem mennesker og deres aflagte ejendele.

 

I Aarhus indre by, som mange andre steder velsagtens, har vi et afmålt forhold til vores skrald, for vi konfronteres aldrig med det. Det befinder sig bag en låge i køkkenet, inden posen bindes sammen og kastes ned i dybet på en byskraldespand eller i en affaldsskakt – ude af syne, ude af sind. Men i storskraldskredsløbet er det anderledes. Storskrald er det, som navnet afslører, der er for stort til byskraldespanden, som i stedet skal afhentes med kommunens midler. Tiltaget kommer sig af, at indbyggere uden bil, som ikke selv har mulighed for at køre på genbrugsstationen, også skal kunne få hentet deres større skrald. Men efter en tur ned gennem byen, eller blot ved et kig ud af mit vindue på Aldersrovej, er det tydeligt, at rammerne for storskrald er blevet udvidet i forhold til den oprindelige tanke – både når det gælder hvad, der kan defineres som storskrald, og hvordan det håndteres.

 

På udvalgte steder, bl.a. over for undertegnedes vindue, hober der sig bunker af alverdens genstande op. Det kan være alt fra byggeskrald; brædder og mursten, til lamper, stole og potter. De hober sig altid op de samme steder, på bestemte hjørner eller foran bestemte skraldespande, og  stederne kendes efterhånden som storskraldszoner. De er tydelige eksempler på selvbekræftende menneskelig adfærd, for hvis der først står én ting, kommer der hurtigt en anden til. Det, som kan undre er, at mange af tingene ud fra et rent størrelsesmæssigt perspektiv faktisk kan gå i skraldespanden, hvilket afslører, at storskraldzonerne har skiftet identitet: De er ikke blot til skrald, men har udviklet sig til en udvekslingszone, som vokser og svinder igen - et storskraldskredsløb. Mange af de genstande, som ender i storskraldsbunkerne, er slet ikke tænkt som skrald, men er overdraget med ønsket om, at andre vil overtage ens nips, møbler eller brætspil. Når genstanden er placeret i zonen, er den reelt overdraget – den er din, hvis du vil have den – det er spillereglerne.

 

Storskraldskredsløbet er komplekst. Nogle genstande ligger længe, i regn og blæst, andre forsvinder ligeså hurtig, som de er kommet - bare man kigger væk et øjeblik, kan de forsvinde. Hvad der gør nogle storskraldsgenstande attraktive og andre mindre attraktive må afhænge helt af hvilke typer, som bor omkring den pågældende zone. Netop her i min storskraldszone er der en særlig forkærlighed for ældre egetræsmøbler, terrakottapotter og retrokeramik. IKEA-møbler har mindst afsætning. De ligger længe, indtil nogen endelig kontakter storskraldsafdelingen, som kommer forbi og smider de nu fuldstændigt nedbrudte svenske skoreoler på ladvogn. Et nyt kredsløb kan begynde.

 

I princippet skal storskraldsafdelingen kontaktes, så snart noget stilles ud, så der ikke opstår storskraldszoner, men det er som om, folk har glemt det, eller ignorerer det – eller måske slet ikke ved det. Og langsomt hober skraldet, som ingen vil have, sig op omkring os, indtil kommunen forbarmer sig og henter det.

 

I zonerne stilles aflagte genstande ud i sikker overbevisning om, at de vil blive overtaget. Man vurderer således, at ens fravalgte genstande har værdi. Der ligger en umiddelbart følsom tilknytning i denne tendens – måske er man alligevel ikke helt klar til at skille sig af med spejlet, for så ville man vel bare smide det ud? Hvis adspurgt ville mange muligvis forsvare sig med genbrugstanken – at de ikke smider genstanden ud, da andre ville kunne få glæde af den. Men når det, som de ikke vil smide ud, er en pakke spillekort og en flækket lampeskærm, hvad handler det så i virkeligheden om?

 

Der er et forunderligt paradoks i at stille ting ind i storskraldskredløbet, som man vurderer har værdi. Hvilken skuffelse det må være, hvis ingen vil overtage ens genstande. For i modsætning til vores andet skrald er storskrald noget, som vi er i tæt kontakt med. Det står fremme til offentlig skue og bliver et vidnesbyrd om den fejlkonklusion, man drog, da man troede nogen ville overtage den påskegule plastikvandkande, man fik af sin farmor sidste sommer. Og selvom ejeren af genstanden oftest er anonym - det kræver nemlig et ørneblik at nå at se, hvem der stiller tingene ind i kredsløbet - ryster man alligevel på hovedet af den ukendte donor, når man på vej til supermarkedet passerer kanden for sjette gang uden afsætning – hvordan kunne de tro, at nogen ville overtage den?

 

Den modsatte tanke kan også forekomme; hvordan kan nogen skille sig af med dette? I ren vantro kan man vandre fra en storskraldszone med en uskåret krystalskål, mens man kigger sig mistænksomt tilbage over skulderen og venter på, at nogen vil have deres arvestykke tilbage. Men regler er regler – hvis den er i zonen, er den til fri afbenyttelse. Dét har mindst et par gange skabt forvirring på pladsen foran mit vindue, hvor tilflyttere, i gang med at pakke flyttevogn ud, i uforsigtighed har stillet teaktræssofaborde mm. faretruende tæt på storskraldskredsløbet. Der går således ikke mange sekunder, før nogen har spottet sofabordet og iler mod zonen – heldigvis når ejeren ofte at stoppe krejleren inden. Selv har jeg mistet tre skoleskamler i lakeret bøgetræ på denne facon. Skamlerne skulle den dag markere, hvor flyttebilen skulle holde, når den ankom med mit indbo, men én efter én forsvandt de ud på eftermiddagen. Man lærer på den hårde måde, hvordan storskralds-kredsløbet fungerer her. Jeg var godt muggen, da det skete – i dag ved jeg, at det var selvforskyldt.

 

Jeg har selv bidraget til kredsløbet; både doneret og modtaget. Andet er også svært, når det foregår lige foran éns hoveddør. Man er del af et uudtalt fællesskab - og ikke mindst en engageret sportsgren. Flere gange er jeg decideret sprintet ud gennem hoveddøren efter at have spottet en ny genstand til inspektion i kredsløbet. Selvom det måske virker overdrevet, skal man skynde sig, hvis det er gode varer. Jeg tror til mit forsvar, man kan sammenligne det med smagsprøver i et supermarked – folk opfører sig anderledes, mister hæmningerne, når der er udsigt til smagsprøver og andre gratis fornøjelser. Jeg er da heller ikke stolt, når jeg løber, men jeg er stolt, når jeg kommer tilbage med min nyerhvervede ting. Jeg har blandt andet høstet mig en flot glaseret lerpotte, som nu huser purløg, et lille spiredrivhus, som forsøger sig med basilikumspirer, men mest producerer mug, et sengebord, som jeg dog stillede ud igen, fordi kæresten sagde, det var grimt (man kan ikke vinde hver gang), og en pose med Chanel-neglelak - godt nok lidt brugte, men ikke mindre Chanel af den grund. Jeg har doneret en computerskærm, et Trivial Pursuit, nogle (hæslige) potter og en række vinglas, som ikke passer til Holmegaard-serien. Alt sammen overtaget hurtigt – hvilket jo ikke kan andet end at øge selvtilliden – min dømmekraft var i orden. Nogen ville have mine ting.

 

Hver gang man passerer et storskraldskredsløb, giver det et lille sug i maven – for her kan ligge guld. Oftest er det dog ikke tilfældet; en forvasket hættetrøje og en parketgulvsplanke, men det gør blot glæden endnu større, når der så endelig ligger noget af værdi. Og det er fantastisk underholdende at observere de naboer, som bestemt ikke kæmper med økonomien, være ligeså optaget af sporten som de studerende og mindre bemidlede, for kredsløbets præmisser ræsonnerer i os alle – som smagsprøverne gør det. Det, jeg fra min vinduesplads har noteret mig er, at der i storskraldskredsløbet er en næsten uhørt tillid. Det ville ikke være et dynamisk kredsløb uden tillid. Man tror på, at den afleverede computerskærm virker, man tror på, at pyntepuden er vasket, at egetræsreolen ikke er infesteret med borebiller, og at den sidste person, som har haft vinglasset i hånden, ikke har slikket på kanten af det. Men hvorfor? Hvordan kan folk have tillid til, at sofapuderne, som finder vej til kredsløbet, ikke er fyldt med sæd og væggelus? Jeg udførte en dag et uortodokst eksperiment, vedrørende hvor langt tilliden rækker i storskraldszonerne. Samlede empiri simpelthen. Dette var i en periode med meget fritid skal siges. Jeg smed en pakke velfungerende, uåbnede kondomer, som jeg fandt glemt i min skuffe, ind i kredsløbet. Dagen efter var de væk. Var dette det ultimative tegn på skraldetillid? Hvordan kunne opsamleren vide, at den tidligere ejer ikke havde stukket nåle gennem gummien?

 

Måske handler det ved nærmere eftertanke slet ikke om tillid. Måske er det i stedet vovehalssyndromet, som er på spil i kredsløbet. Ved at overtage andres genstande, ejere som vi intet ved om, satser vi. Noget vi mennesker ellers helst vil afholde os fra, men her kan gøre i små doser på egne præmisser. Storskraldskredsløbet er hverdagens adrenalinkick. Der ligger dog også også en satsning af karakter i den fordømmelse, der kan være mod en entusiastisk storskralder. Man kommer nemt til at se grådig ud, når man står med hovedet nede i en storskraldszone og roder. Man må gøre op med sig selv, hvad der er vigtigst; værdighed eller den der tepotte?

 

Det kommer helt an på folks selvtillid, hvor meget de vil gøre opmærksomme på sig selv, mens de undersøger kredsløbene. Jeg kan ofte, til min store morskab, se, hvordan mange ofte blot glaner overbærende i retning af zonen, selvom det er tydeligt, at de er interesserede i det, den gemmer. De vil ikke vise, at de har interesse i andres fravalgte ejendele – det handler om stolthed ganske enkelt. Hvis de ser noget, som de alligevel må have med, sker adoptionen med lynets hast og et skyldigt, undvigende blik. Andre (mindre selvbevidste) storskraldere stopper ufortrødent og gennemroder zonen genstand for genstand. De mange facetter af menneskelig opførsel kommer i sandhed til syne i storskraldskredsløbet, og det er dermed et helt antropologisk adfærdsstudium, jeg kan foretage fra min vinduesplads.

​

Uanset hvorfor man stiller genstande ind i storskraldskredsløbet, hvorfor andre tager dem ud igen, og om man har tillid til genstandenes værdi eller ej, ligger der følelser i disse zoner. Bunkerne vokser og svinder, nogle ligger længe, bliver fjernet og starter forfra, men er alle bygget op omkring den affektive tanke, at dette ikke bare er skrald. Det kan have en værdi – for nogen, et eller andet sted. Vi laver en interessant inddeling af vores skrald i henholdsvis det gode og det dårlige skrald. Det dårlige ryger i skraldespandene i jorden, det gode står fremme til skue og er slet ikke storskrald, men ejendele, som vi håber andre vil overtage for os. Et affektivt kredsløb.

 

Den konklusion er muligvis præget af en god portion sentimentalitet, for i virkeligheden er zonerne måske ikke gensidige udvekslingskredsløb, men blot udtryk for en udpræget dovenhed, hvor skrald for stort til skraldespandene smides i bunker på asfalten. Men hvis det var tilfældet, ville det jo ikke være til at holde ud. I så tilfælde ville jeg bo over for en bunke skrald. Og det vil jeg ikke. Dertil betaler jeg for meget i husleje.

 

Et lille mirakel fyldt med sæd og væggelus udfolder sig på asfalten i byen foran mit vindue.

​

Karakter: 12